Danske virksomheder i kø hos Datatilsynet for at få godkendt whistleblower-ordninger

Danske virksomheder er øjensynligt stærkt interesserede i at få deres ansatte til at fortælle om kritisable forhold i virksomhederne. I hvert fald, hvis man skal tro antallet af ansøgninger, som virksomheder har liggende i kø hos Datatilsynet, der formelt skal godkende de såkaldte whistleblower-ordninger.

Skal man tro virksomhederne og deres interesseorganisationer, så er tilsynets krav og ekspeditionstid en alvorlig hæmsko i virksomhedernes interne kamp mod snyd, bedrag, økonomisk kriminalitet og uetisk opførsel. Dette kan man blandt andet læse i denne artikel fra Berlingskes Business.dk den 7. december 2009.

Samme medie beskriver i denne artikel fra den 2. december ordningen i Danske Bank.

En anden af de virksomheder, hvis whistleblower-ordning har fået Datatilsynet godkendelse er Vestas. Læs her, hvad virksomheden selv skriver om ordningen på sin egen hjemmeside.

Det store spørgsmål er naturligvis, om Danske Bank, Vestas og de flere end 50 virksomheder, hvis ansøgninger stadig venter på godkendelse hos Datatilsynet, reelt ønsker disse ordninger, eller om de blot køber sig goodwill blandt medarbejdere, aktionærer, offentligheden og andre. Et PR-stunt eller en reel erkendelse af, at whistleblowers – og ikke mindst beskyttelsen af dem – er nødvendige for at drive en troværdig or ordentlig virksomhed? Hvordan har virksomhederne eksempelvis tænkt sig at forpligte sig til at behandle de oplysninger, som kommer ind via whistleblower-ordningerne. Har de ansatte og andre whistleblowers nogen garanti for, at eventuelle anmeldelser bliver undersøgt nærmere, og at de ansvarlige ultimativt bliver draget til ansvar?

Skriv en kommentar